Regnede med at skulle være social i dag, var frisk – i starten.
Ved ikke, om det var regnen, der gjorde det, eller trætheden. Muligvis begge dele.
Kaffemanden har haft færre kunder i dag, nede på en femtedel af, hvad der er normalen på grund af uvejret. Alligevel laver han min kaffe i godt humør.
Kammeraten var forbi lige før, skulle have sig en sandwich – ellers plejer min kaffe også at komme lige efter, at jeg har bestilt den. Men han er tilgivet, kaffen er god, stærk – det er den jo altid her.
De flytter om lidt, kaffemanden med sin kaffebar altså, men han tager ikke sofaen med. Gammel sofa, rimeligt nyt betræk, ryger til genbrug. Fint nok, man skal heller ikke bevare for at bevare, men man skal bevare, hvis det giver mening.
Solen skinner nu på kirken, på torvet og forhåbentlig også snart på kaffemanden igen.
Jeg skal hjem om lidt, sidde ved computeren, som jeg har været væk fra i et par uger. Hvis jeg orker, for jeg er træt. I hovedet, i kinderne, i kroppen, faktisk helt ind i skroget. Gennemtræt. Og det får mig til at gå i seng klokken 20 og stå op klokken 6. Uholdbart. Ved dog, at det ikke varer ved, ikke i uendeligheden.
