Jeg sætter hovedtelefonknopperne i ørerne og finder “Ro på”-spillelisten. Jeg forsøger at skabe mig et pauserum. Et frirum. Midt i mylderet.
Der er mennesker alle vegne. De taler højt, de puffede hele tiden til mig, da jeg stod og ventede på min kaffe lige før, og nu møver de sig ind rundt om mig for at få plads nok til dem selv og deres. De ser mig ikke.
Stemmer, der larmer, der fylder min hjerne op til mere end maks.
Jeg har brug for en brakmark, en skov eller en å, hvor jeg kan sidde og bare være. Men jeg er langt fra natur og fra min stille stue, så jeg må skabe mit eget rum. Et pauserum. Her imellem de larmende, intense mennesker, der snakker højere og højere i munden på hinanden.
Jeg skygger for mine øjne og forsøger ar ignorere de metaliske diskorytmer fra en billig udgave af “Lambada” udgydt fra højttaleren, der ikke gør noget godt for mit rumforsøg.
Om lidt kommer mine bekendte, som jeg skal være social med.
Jeg er træt, jeg er sulten, om min hjerne er fyldt op. Jeg vil hjem i min stue, hjem til min komfortzone, hjem til min hjernero, så jeg slipper for at forsøge at skabe mig mere pauserum men bare kan være.
