Eftermiddagssolen er varm, minder mig om verden, om svedige dage, hvor jeg bliver gennembagt, så mine vinterblå knogler får nuancen af rød.
Jeg søger ikke skyggen, som jeg plejer, jeg har behov for at dyrke varmen og få den spredt ud i min krop; alle andre sidder fornuftigt under parasoller eller i skyggen fra huset.
Et russisktalende ægtepar sidder ved bordet overfor og spiser en salat med rabarbersaft og øl til. De ser rare ud, han har lysende blå øjne, og hun har smukke øreringe i ørerne.
Rundt om os er bordene – eller stolene – fyldt med grånende damer og herrer, der får hvidvin og kaffe, deler frøsnappere og aer barnetbarnet på ryggen. Ensfarvede T-shirts, sandfarvede shorts og ærmeløse chiffon-bluser fra byens ensartede kædedameforretninger. Pagehår eller parktisk kort.
Det er de unge mænd, der kommer til og finder et bord til deres Limfjordspils, der har de store skæg og tatoveringer.
Ovre ved “Ølhytten” sidder to par, der griner lidt for højt. Nyder livet med fadøl i skyggen, og det har de gjort siden lide før middag. Der ryges cigaretter derovre, og de får skæve blikke fra alle andre caféglade gæster, der bare gerne vil have en dejlig dag med lidt hygge, et glas vin og fred – “og det er vel ikke for meget at forlange?”
