Dorthe har stadig ikke hentet sin kaffe, og baristaens stemme bliver mere og mere tydelig og mere og mere langsomt talende, som om Dorthe enten er komplet døv eller mere eller mindre retarderet. At Dorthe lige nu sidder fast på toilettet og desperat har brug for – ikke en hånd – men en stak toiletpapir fra en hjælpsom med-toilet-siddende nabo, det har ikke strejfet baristaens tanker.
De spiser kanelsnegle med næsegul creme ved bordet udenfor vinduet. Om det er en latte classic eller christmas, varm chokolade eller noget helt tredje, de drikker, kan jeg ikke se på deres hvide to-go papkrus med røde låg. Ok, noget er det jo i hvert fald, de drikker, det siger al logik. Der er jo for pokker ikke nogen, der sidder ved en café og nipper til et papkrus – eller et krus i det hele taget – uden at der er noget deri.
“Hvad skal jeg skrive i ”afgrænsningen”?”
“Noget med, hvorfor det lige er de 6 stater, vi har valgt, da de er lette at sammenligne, lyder det fra bordet bag mig.”
Universitetsby, jo.
Jeg spiser en klæbrig men sikker lækker nok rugbrødsbollestang med smør og drikker koldt vand og varm, sukkersød chai.
“Vi har taget den politiske diskurs, for at …”
“Det kan vi ikke skrive!”
“Men jeg har skrevet, at han fremstår troværdig, og at amerikanerne skal stå sammen, uanset om de er demokrater eller republikanere.”
“Individuel … uafhængig … løsgænger.”
“Sammenhold … fællesskab. Men prøv lige at forklare mig, hvad der skal til, for at Obama kan blive præsident for tredje gang?”
