De lange sommeraftner kaster korte skygger på den blodrøde gade, der gradvis plettes af solnedgangens koleriske skær.
Duens manglende hoved findes under dens fjerlette vinge, der svøber sig beskyttende, søvndyssende og moraliserende rundt om den runde form – ingen bør være ude i denne skumring.
Hvad skal det blive til? Hvad skal der blive af os?
Hotellet hylder bekvemligheden med sin kvalmende påtaget overdådighed, der skal overskygge grådighed, affældighed og ligegyldighed, som ellers gennemsyrer ejernes hjerner og sind.
Gaden syder i den nedgående sols nu orange, røde og gyldne strålers dæmoniske dans på dæmningen, hvor aften bliver til nat, hvor duen mister sit hoved, og hvor hotellet bryder ud i selv samme farver som solen, og med tilsnigende samme varme.
Hvad skal det blive til? Og hvorfor nu?
