Jeg har skrevet historier, lige siden jeg lærte at skrive.
Siden den dag da min dansklærer limede udklippede billeder af gråspurve ind i mit skrivehæfte og sagde, at jeg skulle skrive en historie ud fra billederne, har jeg været hooked.
Der går ikke en dag, hvor jeg ikke på en eller anden måde skriver.
Jeg vil efterhånden sige, at jeg ikke kan leve uden at skulle skrive – det er en del af mig.
Jeg skriver alt muligt, og jeg tænker hele tiden på nye emner og historier.
Jeg oplever livet i historier, som jeg nedskriver og fortæller.
Jeg husker sjove ord og sætninger, nogle gange får jeg dem skrevet ned, så jeg kan bruge dem engang i en eller anden nedskrivnings-sammenhæng. Andre gange lever ordene og sætningerne videre i min hukommelse, og andre gange bliver de bare glemt igen.
Jeg elsker at skrive historier og beretninger. Jeg elsker at skrive menneskers skæbner ned og skrive dem sammen. Jeg elsker at få solen til at skinne på Grønland i januar, få regnen til at regne i spandevis i Atacamaørkenen, eller lade barfodsindianere plukke æbler fra pæretræer på månen.
Jeg elsker at henrykke min niece med mine ord, så hun beder om flere, for så ved jeg, at min histories verden og personer betyder noget for andre end kun mig selv. Så er de virkelige.
Alt er muligt for den, der skriver.
At skrive er at leve.
