Jeg har fået en tanke, må afprøve den. Jeg blinker af og parkerer bilen under rastepladsens høje, grågrønne grantræer – en skøn allitteration. Som egentlig er et skønt ord i sig selv. Allitteration. Jeg har altid godt kunne lide ordet, både at sige det højt, “Allitteration”, og dets betydning, eller det, det henviser til. For det gør sproget levende, synes jeg. Allitterationerne. Bogstavrimene.
Jeg er inde i kirken. Stor, rund-agtig, eller omsluttende på en dejlig rund måde. Smuk, ny og meget gammel.
Jeg roder i min pung for at se, om der skulle være et par mønter; det er der sikkert ikke, det her er jo kort-pungen; jeg parkerede møntpungen henne i bilen. Jo, der er penge i kortpungen, helt uventet og hele 13 kr. Selvfølgelig er det 13 kr., der er.
Jeg kommer de 3 af kronerne i indsamlingsbøssen og tænder et lys. Ikke for verdensfreden, ikke i dag, og ikke for den person der lige er blevet bisat. Men for mig selv. Jeg har også brug for at få et lys tændt for mig engang imellem. Og jeg har syndet. Ikke stort, bare lidt, men nok til, at jeg lader lyset være tændt for mig.
Her er en uendelig ro. Jeg sidder og optager den i alle mine celler, min krop, og den (roen) gør mig glad og rolig. Jeg finder nogle kort ved udgangen, kort hvorpå der står kloge ord sagt af kloge mænd; sådan er det jo med kirkehistorien, det er kun de kloge mænd, der kom til orde. Ikke de kloge koner, bønder eller piger. Jeg tager de kloge ord med mig, det står der nemlig, at man gerne må, og jeg tænker, at de kloge ord kan være gode at have på en dum dag.
Jeg kan ikke lide motorveje. Jeg kører 115, lidt mere, end man mindst må, og meget mere end mange andre. Den bagvedkørende blinker ad mig og kører helt op bagtil. Jeg kan ikke lide det. Det stresser mig og gør mig ked af det. Det er, som om at når visse personer hopper ind i deres biler, så glemmer de, at der faktisk sidder mennesker i de andre biler på vejen. Mennesker, som de, hvis de mødte dem i alle mulige andre situationer, ville hilse pænt på. Men når de kører i bil på motorvejen, så dytter de arrigt, blinker og simpelthen tryner de andre, for de har glemt, at de andre også er mennesker, som dem selv.
