Hun vågnede ved, at en solstråle kildede hendes øjnelåg. Det tog lidt tid, men så var hun også frisk. Det var sådan en morgen, hvor de andre sov endnu, klokken kunne heller ikke være mere end 6.
Straks stod hun op og tog tøj på. Det var det samme tøj, som hun havde haft på de sidste par dage, men det var hun ligeglad med. Tøj var kun nødvendigt at skifte, når hendes mor sagde, at hun skulle, mente hun. Sådan var hun bare, glad og samtidig ligeglad. Ikke ligeglad med livet i al almindelighed, bestemt ikke, men mere sådan ligeglad med hvordan andre mennesker mente, hun skulle leve sit liv. Og det selvom hun kun var 7 år gammel.
Hun var ikke særligt sulten, hun havde nemlig kun én ting i tankerne, så det at være sulten efter den sædvanlige morgenmad, var ikke noget hun tog notits af.
Døren ud til gårdspladsen blev åbnet ganske forsigtigt, sådan som hun havde lært at gøre, så ingen af de andre vågnede. Hun elskede nemlig at have disse morgener for sig selv; dog med naturen som selskab.
Hun gik ud på marken, hvor kornet dagen før var blevet høstet, nu lå kun halmen tilbage. Hun havde ikke gidet tage sko på, selvom det var koldt de her sensommermorgener. Men hvis hun havde sko på, kunne hun ikke mærke, hvor herligt stikkende halmstubbene på marken føltes mod de bare fødder.
Hun vidste præcis, hvor hun skulle hen. Hun kom der ofte, både når hun ville være alene, men også når hun bare legede.
Hun gik hen til den lille å, stoppede op og listede så det sidste stykke derhen … Og jo, fiskehejren stod og knejsede med nakken på ét ben nede i vandkanten.
Og så var hun der, ved æbletræet. Det fine, lille æbletræ, hvorpå der aldrig kom æbler. Naboen plejede hvert år at sige til hende, at han ville fælde det, hvis det ikke snart bar frugt, og hvert år bad hun for træets liv. For selvom det hverken bar blomster eller frugter, elskede hun det alligevel som det lille, fine træ, det var.
Og så i år var der kommet to blomster, og hun havde passet og plejet dem, som var det hendes et og alt. Alligevel var det kun den ene blomst, der bar frugt.
Men sikke en frugt. Nu hang der det flotteste, rødkindede æble og ventede på, at hun skulle komme og smage dets magi. Hun havde ventet og ventet på, at det skulle blive helt perfekt. Så længe havde hun ventet, at hun efterhånden var bange for, at hun havde ventet for længe.
Hun tog forsigtigt om æblet og plukkede det. ”Pluk”, sagde det på en herlig, frugtagtig måde, da det røg af stænglen. Nu var det hendes æble, hendes helt alene. Hun bar det yderst varsomt hen til åen, hvor hun satte sig i græsset og lukkede øjnene. Hun ville nyde smagen af æblet helt for æblets egen skyld. Derfor lukkede hun øjnene, mens hun førte frugten op til munden.
”Knæk-skroog” lød det, da hun tog den første bid af æblet. Uh, det var lidt surt, bare det nu ikke var et madæble, tænkte hun og gøs lidt ved syrligheden. Men nej, nu skiftede det sure ligesom karakter og fik mere sødme. Nøj, hvor var det et fantastisk æble! Først surt, nej syrligt, ligesom starten på et madæble, og derefter kom der en mere frugtig-honning-sødhed over smagen. Det var ren magi. Naturens egne tryllerier fandtes i hendes rødkindede æble.
Hun ville ikke åbne øjnene, men sad og nød æblet, der blev mindre og mindre, mens hendes tro på naturens storhed voksede og voksede.
Til sidst var der kun en lille bid tilbage. Hun åbnede øjnene og kiggede på den. Hun ville alligevel også prøve at se på den dejlige natur og sin elskede å, samtidig med at hun spiste sit æble. Og tænk sig, æblet smagte på nøjagtigt samme måde, som det gjorde, da hun havde lukkede øjne. Alligevel var det en ny og spændende fornemmelse at nyde æblet og naturen på én og samme tid.
Hun begravede det afpillede æbleskrog lige ved siden af det lille æbletræ, så der til næste år måske ville komme endnu et lille æbletræ, der kunne velsigne hende og hendes verden med flere af de fantastiske æbler.
Denne novelle var min besvarelse til tredje lektion på forfatterkurset ved Forfatterskole.dk
