Velkommen hjem Kjeld

“Velkommen hjem Kjeld!” står der med rød maling på den hvidkalkede ladevæg.
Kjeld ser det allerede, da de drejer om hjørnet og kommer ind på gårdspladsen.
Bilens dæk får gruset til at knase på den der velkendte måde.
Kjeld får en klump i halsen.
Kjeld siger ikke noget.

Benet røg ind i grønthøsteren, ikke i den store røde men i den flade, der trækkes helt nede ved jorden, når traktoren kører. Heldigvis skubbede Bent til Kjeld, da han opdagede at kammeraten var ved at komme rigtig galt afsted. Så knoglen blev ikke hakket helt over. Kun grove kødsår og knoglesplinter.

Kjeld har fået et stativ sat på benet. Kjeld bryder sig ikke om at kigge på de små huller i benet, hvorigennem metalstængerne kommer ud.
Som om han er blevet til en robot. Halvvejs i hvert fald.

Og nu har de skrevet “velkommen hjem” til ham på laden.

“Det er godt nok,” får han fremstammet, da han sidder med bajeren i hånden og ser ned i gulvet. Et øjeblik er der stille i stuen. Bent, Kirsten og Kesse ser ud af vinduet.
“Skål,” siger Kesse og laver en plop-lyd med pegefingeren i flaskeåbningen.
“Skål,” siger Bent og Kirsten.
“Skål,” siger Kjeld og har lyst til at tømme hele bajeren i et drag.