Har en af de der dage, hvor jeg er blå i sindet.
Hvor folk ser efter mig på gaden på den der “jeg smiler ikke til dig, når du smiler til mig, for du er for … tja … dum, grim, anderledes, du passer ikke ind her. Du hører ikke til her. Gå væk. Gå din vej,”-agtige måde.
Hvor alt mit tøj ikke godt nok skjuler dellen på min mave.
Hvor mit hår ikke vil det, jeg vil have det til.
Hvor tjeneren lægger to menukort på mit bord på caféen – sikkert fordi hun synes, at det er for ynkeligt, at jeg sidder her alene.
Jeg var ved at hoppe ind i bilen og stikke af, før jeg gik herned. Finde et andet område, end mit sædvanlige, af frygt for at blive konfronteret med mine tanker.
Hvis jeg stak af og tog til et sted hen, hvor ingen kendte mig, ville jeg slippe for blikkene. Så ville jeg bare være et nyt og eksotisk indslag i gadebilledet. Her er jeg kendt, genkendt, og jeg føler mig som den alt for farverige plet på den ellers rene, hvide dug.
