Jeg sætter mig udenfor med min kaffe; det er stadig sommer.
Vejret er faktisk lunt men også luftigt, og skyerne er fyldt med dråber, som ind imellem daler ned på intetanende fodgængere, der har ladet paraplyen blive hjemme.
Om godt en uge er jeg ude i verden.
I dag forsøger jeg at finde mig tilpas i dagligdagen, som dog farves lidt af hollændernes samtale, der folder sig ud, mens de drikker øl ved bordet ved siden af mit.
Jeg føler mig som en observant.
Som står udenfor og kigger ind.
På hverdagslivet.
Om en uge føler jeg mig hjemme.
Som “en del af”.
Jeg vil stadig observere.
Af nysgerrighed.
Og ikke af den åbenlyse mur, der usynligt trækkes af både mig og dem.
Jeg er ikke til at regne ud.
Og jeg forstår ikke deres ensformighed.
Altid det samme. Altid det samme. Altid det samme.
De kigger undrende hen på kvinden i den blå strikketrøje, som sidder der alene under parasolen og skriver i en notesbog.
Jeg ser, at de undrer sig, og mærker den usynlige murs ruhed mod min kind.
