Regn, te og torden

Regnen er ved at få mig helt ud i tovene.
Det regner, og det har regnet konstant lige siden, jeg kom hjem.
Hjem Fra Solen.
Og det er ikke en metafor, selvom det er det, du sidder og regner med, at det er.

Jeg drikker te, den med kvæde, og ser dampen stige til vejrs som tågen, der lagde sig i dalen skabt af bjergene.
Nej, ikke skabt af bjergene men af jordskælv, vulkanisme, pladetektonik, hvis du vil nå næsten helt ind til kernen af sagen.
Bjergene blev jo skabt af selv samme, og nu vokser der skov på dem.
Og menneskerne går i bare fødder i mudderet og fanger græshopper med store net.

Det tordner, jeg kan ikke se lynene, og jeg tænker, at det kun tordner. Lynene er jeg bange for.
Hører dejlig musik, som jeg hørte ved Solen.
Jeg skruer op, så bassen kan overdøve tordenen. Selvfølgelig kan den ikke det.
Intet kan gøre naturen lydløs. Intet kan lægge en dæmper på den.
Den er, som den er.

Derfor kan jeg alligevel godt lade, som om at lynene ikke er der.
Bare jeg husker, at det er noget, jeg forestiller mig, og alligevel trækker strømstikket ud af computeren.