Noder, iste, kaffe og en ven

Hun læser noder, som jeg læser digtsamlingen, jeg netop har købt.
Ingen af os har tid til … Hov, vent lidt. Hun har høretelefoner i ørerne, hører musikken samtidig med, at hun bladrer sig igennem nodehæftet, følgende hver lille streg, prik og linje, der danser i takt med takternes taktfulde rytmeleg i hendes indre atmosfære.

Min citronistelimonade er utrolig god, havde ikke regnet med med det, men måtte bestille noget andet end kaffe, da jeg lige har drukket en latte på rejsecaféen.

Al den kaffe. Det er utroligt, som så mange af mine tekster handler om kaffe, eller i det mindste omhandler kaffe. Og det selvom jeg kun kan drikke 1-2 kopper om dagen; min krop kan simpelthen ikke holde til mere end det.

Jeg rendte lige ind i en god ven. Han sad der ved vinduet sammen med en veninde eller sin kone – han fik ikke rigtig præsenteret hende udover hendes fornavn.
Det gik op for mig, at han er en god ven og ikke bare en bekendt, for han vil gerne snakke også om mig, og jeg har kendt ham længe nok til, at han er blevet en god ven.
Han har ligesom et eller andet inde i sig, som gør rigtig ondt, tror jeg. Han har dog aldrig sagt noget om det (muligvis ikke til nogen som helst), men han har en tristhed sådan bagerst i øjnene, synes jeg.