Looking for Something?

“Med solen i øjnene” – et essay

Author:

Gad vide om jeg ka se, hvad jeg skriver lige nu. Jeg sidder med solen i øjnene på min terrasse, og jeg kan faktisk ikke se e skid på skærme. Så det jeg skriver, ka jeg ikke rette i. Jeg kan faktisk ikke se om det jeg skriver er korrekt. Mo det så betyder, at jeg ka skrive hvad jeg ed vil, uden at kan tage ansvaret for det, for jeg ved jo ikke hvad det er, jeg ret faktisk får skrevet?

Det var da en iteresat take, at jeg ka skrive e hel masse, som je ikke ka se hvad er, og derfor ikke ka tage asvaret for …

Så ka jeg jo skrive hvad som helst …

Jeg ka skrive prut og skid, og keppe og kokurs, ude at jeg behøver at have moralske skrupler over det.

Sikke da e befrielse. Mo det er såda e ultimativ måde at skrive på? At jeg ka skrive hvad som helst, og så bare slippe for al bøvlet med at høre på folks brok og bræk over, at de er blevet forærmet over det.

Jeg kune ikke se, hvad jeg skrev, så jeg fralægger mig ethvert asvar for det! – kan jeg bare sige, og så række tuge af dem. Æv bæv, det er jeres eget asvar, hvad I får ud af det jeg har skrevet, for det er ikke mit!

Så ka jeg jo hæge ehver ud, sige folk alle de sandheder, jeg har villet i mage år, råbe af fuckig y-azister, sparke fulde mæd i skridtet og sige, at jeg ikke har det midste imod skøedsoperatioer, kustige bryster, porno, ikke er så bekymret for dem globale opvarming, ikke selv vil donere mine organer når jeg dør. At jeg egetlig gerne ville undvære juleaften, men gerne vil have gavere alligevel. Og at jeg synes det er fedt at besøge lade som Azerbaijan og Ukraine, selvom de har dikatoriske ledere. At jeg elsker at spise slik, og pommes fritter og drikke cola i store mængder. Og alt muligt andet, som ikke er helt så pokkers velset at pladre ud med, når man sidder der til middagen hos bekendte.

Men jeg kan jo så også fortælle en masse mennesker, at jeg virkelig holder rigtig meget af dem, mennesker, som jeg ikke sådan er helt inde på livet af og som jeg ikke normalt kan sige den slags til. Folk som jeg har dyb respekt for og som betyder meget mere for mig, ed jeg måske giver udtryk for eller end de aner. For der er mage mennesker, jeg synes er pragtfulde, og som jeg meget gerne ville bruge mere tid samme med, ed jeg gør nu. Det ville være rart, at de vidste det, men såda noget er bare ikke altid til at sige lige ud …

Når man får muligheden for at sige sin mening, uden at skulle stå til regskb for den, behøver det ma gere vil sige, vel ikke ku at være egativt. Der er vel mange søde, gode og velige tanker, man gerne ville kunne sige, men som bare ikke rigtigt er tilladt at sige i vores samfund, uden at de ville blive misforstået som værende fordægte kærlighedsforklædninger, men som bare er ment meeske til menneske uden bagtanker.

Gid man lidt oftere kunne sige det, man gere ville, helt ude at skulle tæke over ordvalg eller kosekveser bagefter. Det ville være dejligt.