Der lyder en kolosalt ekspanderende ingenlyd fra hullet i væggen over døren til kælderen, hvor du ser det dybeste mørke, som opsluger alt lys og al lyd, og som sønderriver frekvensens toner og forvandler dem til lysende fnug i det gennemtrængende, altfortærende mørke, med letheden af et fingerknips.
Digte
Lyden af ingenlyd
Forrige blogindlæg
Sådan er vi jo så forskellige
Næste blogindlæg
Jeg så mit drømmehus