Jeg er ugidelig. Ikke at forveksle med ugudelig, for det er jeg ikke.
Har lyst til at tænde en cigaret, hælde en kop kaffe op fra kanden og sætte mig i solstrålen i min vindueskarm iført en tynd, lys (er den lyseblå eller hvid?) skjorte over et par slidte cowboybukser. Skjorten skal stå åben og blafre lidt i vinden, så den ind imellem afslører min lysegrå-nistret tanktop. Bare fødder.
Jeg vil tage et sug af cigaretten, holde røgen inde, for så først at blæse den ud i ringe, jeg danner med mine røvhulsrundede læber, og til sidst bare lade resten af den hvide røg suse ud med resterne af min udånding. Jeg vil nyde smagen, mærke det nærmest venskabelige sug i svælget, kigge kunstnerisk betaget på min hånd, som holder cigaretten op i lyset.
Jeg vil gribe om den skårede, orangebrune genbrugskaffekop og tage en tår, lytte til den slubrende lyd og grine lidt for mig selv – det er rebelsk at slubre, og jeg er jo voksen, hvorfor jeg må le lidt.
Og jeg vil elske at sidde der i min solstråle og have det godt med mig selv, ryge et par stykker, slubre igen og grine i min blafrende, lette skjorte.
Manden på den anden siden af gaden kommer ud med fiskestænger og praktiske støvler. Han sætter sig målbevidst og energisk ind i sin bil. Nu skal han satanedme ud og fange de skide fisk.
Jeg har aldrig røget en cigaret.
