Så får jeg min plads. Dugen er plettet, men det rører mig ikke, jeg har ventet længe. Længe. Holdt øje med hvornår de rejste sig.
Svært ved at koncentrere mig, før jeg kom herhen.
Men nu er jeg her, nu kan jeg skrive. Skrive mig ud, få ord på tankerne.
Dugens pletter er brune, fedtede, som efter kaffe drukket med for løs hånd. Ukoncentreret, ligegyldigt, uden nydelse, som den fra maskinen derhjemme.
Jeg laver aldrig brune pletter på dugen, måske røde, gule, men aldrig brune.
Jeg betaler nemlig kontant.
