Looking for Something?

“Heksen på bålet” – en novelle

Author:

De sidste elverpiger svæver ind i skoven, efter de har danset så smukt for mig. Jeg sidder højt oppe, grenene stikker mig i ryggen, men ikke mere end at jeg bare registrerer det.
Solen er ved at stå op ovre bag ved kirken. Det er endnu en af de her eventyrligt smukke morgener, som Moder Jord lader mig se. Jeg elsker at være oppe på det her tidspunkt, før dagen begynder, hvor elverfolket, gnomerne og mosekonerne viser sig i korte glimt. Bålpladsen, hvor vi tænder de store midsommerbål, og hvor jeg sidder bundet på en ordentlig stak grene og kviste, emmer af dis fra elvernes dans. Mælkebøtterne er stadig lukkede, men de vil snart åbne sig mod solens livgivende lys. Fasanen, der bor i skovbrynet, kommer frem på pladsen. Nu stopper han op og ser sig om efter eventuelle rivaler. ”Skrååååå”, råber han og knejser storladen med nakken. Han er flot, som han står der, enevældig og mægtig som en anden konge.

I det samme kommer lille Maren og Ingeborg gående ovre fra landsbyen. Jeg forsøger at smile til dem, de er altid så søde de to. Men de bliver stående langt fra mig, yderst på bålpladsen. De ser bange ud, da de ser mig, og Maren tager Ingeborg i hånden. De står lidt, helt stille, sammen. Jeg vil gerne sige noget, men synet af dem får min brystkasse til at snøre sig sammen. Jeg føler mig nu så udstillet, så alene og så forladt. Jeg kan hverken sige noget, trække vejret eller græde. Jeg kan bare sidde der og mærke det sorte komme ned over mig.

Nu kommer også Jens Flint, Niels Flints store knægt. Han er nok fulgtes med sin far over til kirken, hvor jeg kan høre, at landsbyens beboere er begyndt at stimle sammen. Jens står og glor på mig med sine store, dumme øjne. Han er også bange, kan jeg se på ham. Det plejer han ellers ikke være. Han plejede at holde af at lave pilefløjter og barkbåde sammen med mig, da han var yngre. Men nu er han også bange for mig.

Nu kan jeg høre den, klokken, som jeg ved, kirkegårds-Mads går med i hånden foran præsten og alle landsbyens beboere. Klokken, som skal vise dem vej hen til bålet, hen til mig. Den lyder mere og mere tydelig, og samtidig kan jeg se, at solen er stået op og er vandret langt op over kirkens tag.
Hele byen er med. De holder sig pænt bag ved præsten, jeg kan se dem komme gående henne fra kirken. Ganske snart er de nået til bålpladsen, hvor der er kommet flere mennesker til nu. Dem, der bor inde i skoven, ikke så langt fra mig, er også kommet. Dog er Anders her ikke. Det var også det, jeg håbede, han skal ikke se mig her.

De står nu helt stille alle landsbyens beboere. Kirkegårds-Mads ringer ikke længere med klokken, og selv præsten ser bange ud. Alle stirrer på mig. Som om jeg ser anderledes ud end dem. Som om jeg ikke også er født her lige som dem selv, eller har gået i samme skole som dem. Jeg kan da læse og skrive, og jeg fik altid at vide, at jeg var den bedste til at huske alle Biblens historier. Bedre end Birgitte, Tove og Kirsten, og bedre end Troels og Store Hans. Men nu er jeg ikke længere én af dem. Nu står de der og er bange for mig, bare fordi jeg reddede Birgittes nyfødte datter fra den sorte sygdom.
Mads ringer igen med klokken, og de begynder at synge. De synger og håber, at jeg ikke har nået at gøre dem syge eller vanvittige eller noget af deres andet vrøvl.

Nu kommer de, mændene med faklerne. Der er to, og de er nu helt henne ved bålet. Jeg havde lovet mig selv at se ilden i øjnene. Men nu bliver jeg nødt til at lukke dem. Jeg klemmer dem hårdt i, det gør ondt, noget så forfærdeligt ondt. Jeg skriger. Jeg skriger. Jeg …

Denne novelle var min besvarelse til anden lektion på et forfatterkursus ved Forfatterskole.dk