Havnebistroen

Kaffen er sort, og den lille kapsel med mælk er hurtigt tømt; det kan være det samme.
Jeg kan mærke, at jeg egentlig ikke kan tåle kaffe i maven i dag, men jeg måtte jo bestille et eller andet, for at kunne sætte mig herind. Noget menukort har de vist ikke. Kun sort kaffe med kapselmælk.

Jeg er på tur.

Havnebistroen. Der ligger grove saltkorn og ristede løg på bordet. Rester efter tidligere gæsters frokostpomfritter og hotdogs. Der er TV-2 i højttaleren, ikke buldrende men i en behagelig styrke, så man kan tænke, skrive eller/og snakke uden at blive forstyrret.

Vi er for mange i bistroens lille lokale med de mange ting og sager til salg.
Sikkert en 3.g’er eller 1. års studerende, som er kommet herhen for at få læsero. Hun sidder med den gule overstregningstusch i hånden og høretelefoner i ørerne, meget koncentreret over sit hæfte.
Den smilende bestyrers familie på 4-5 personen (medregnet bestyreren) sidder og hygger ved et bord.
En ung mand (cirka samme alder som den ovenover nævnte kvindelige læsende) læser i en tyk bog ved et bord. Han har tømt sit colaglas og er dybt begravet i – garanteret – en fantasyroman.
Tre unge piger, cirka samme alder som de 2 læsende, kommer hjemmevante ind af døren, snakkende om at skulle have en sund snack.

Her hænger byens ungdom ud. Her kan de få fred eller blive set af dem, der er her for at få fred, dag efter dag, uge efter uge. Lige indtil det bliver sommer og bistroens 6 borde bliver indtaget af småbørnsfamilier og livsnydende pensionister, som kommer til byen for at lægge til et par dage i lystbådehavnen. Lystbådehavnen, som er der, lige udenfor vinduet, ganske charmerende, med manglen på både.