Denne korte fortælling handler om Mathilde.
Mathilde bor på Smedegade i Horsens. Hvor det helt præcis er på Smedegade, ved jeg ikke, men det er heller ikke vigtigt for fortællingen.
Mathilde er 21 år gammel. Hun kan godt lide solskin og uskarpe billeder af dejlige mennesker.
Hun sidder i sin seng og er ved at downloade et musikafspilningsprogram på sin computer.
Hun elsker at høre musik. Hun hører næsten altid musik, det er kun, når hun sover, og når hun er på besøg hos fine mennesker, at det måske ikke passer ind at høre musik. Selvom hun godt kunne tænke sig at vide, hvilken musik fine mennesker hører.
Det er ikke fordi, hun særligt tit er til middag hos fine mennesker. Ja, hun kan faktisk ikke rigtig huske, hvornår hun sidst var det.
Det er også mere idéen om middagen, hun mener, når hun siger, at det nok ikke passer sig med musik der. Men selvfølgelig vil det sikkert være okay, hvis der blev spillet harpemusik eller måske endda sådan noget dejligt klassisk musik. Sådan noget musik, som mange siger, at de lytter til, men som de egentlig ikke gidder høre, når det kommer til stykket; de siger det bare, fordi de gerne vil lyde dannet.
Og det er helt ok, synes Mathilde, vi har jo alle hver vores måder at gøre ting på. Og vi har forskellige ting, vi synes om.
Vi vil også alle sammen gerne se godt ud, ja, faktisk både fysisk og i overført betydning, ikke mindst i andres øjne. Så det er ikke altid, at vi er helt oprigtige, når vi fortæller om de ting, vi godt kan lide.
Det er helt menneskeligt. Det er sådan det er og altid har været.
Vi tilpasser os jo, ellers kan vi ikke være til. Vi tilpasser os naturen, og vi tilpasser os til de mennesker, vi er sammen med.
Ellers ville vi nok ikke have ret mange venner, mener Mathilde og tænker på sine venner.
Hun kommer til at smile ved tanken.
Hun kan godt lide sine venner, kan godt lide at være sammen med dem. Enten i et hjem eller ude i byen. De er gode at være sammen med i byen.
De går ikke på diskoteker, det har de prøvet; det er bare ikke dem. De passer ligesom ikke ind.
Men det er også helt ok, sådan har det jo altid været. Så de vil hellere gå andre steder hen.
Det er ikke for at være snobbede, selvom Mathilde godt ved, at det er der nogen, der synes, de er. Men det må de jo godt synes, det kan være lige meget. Der er jo faktisk plads til dem alle, og det er godt.
Åh, vennerne.
Lisa, AK, Erik og Bjarke.
Lisa er hende den lyshårede med den store knold ovenpå hovedet og ringen i venstre næsebor.
Hun er så smuk, og hun er altid med på den nyeste mode, selvom hun faktisk gør, hvad hun kan, for ikke at være det. Hun har fortalt, at hun inspireres af de personer, som går i anderleds tøj, skævt tøj. Og når hun ser noget, som hun synes om, så tilpasser hun sine næste tøjkøb efter det. VUPTI, så er det det, der bliver moderne 2 måneder efter. Og så er det det, som alle andre på gaden pludselig også går klædt i. Ind imellem synes hun, at det er mega nedern, men det meste af tiden er det vist ok.
AK er rødhåret med krøller, og hun har fregner, masser af fregner. Hun er glad og alternativ og strikker selv sine trøjer. Hun strikker også huer til de andre om efteråret. Hun har uoverskueligt mange planter på sin altan, og hun hjemmeruller alle sine cigaretter. Hun er egentlig stoppet med at ryge, så de fleste cigaretter giver hun videre til Lisa. AK har altid sin gamle brune lædderhåndtaske over skulderen. Nej, altså ikke når hun sidder og ser film i sofaen, men ellers er den med. Og det utrolige er, at hun kan have ALT deri.
Erik er nordmand, mørkhåret og mystisk. Han fotograferer alting med sit gamle kamera, som han har fået af sin onkel. Erik er kærester med AK, og de er sådan et par, der altid sidder omslynget, når de er til koncerter.
Bjarke er tegner, og han tegner på alt og hele tiden. Han vil ikke kaldes kunstner, og han havde den idé, at når han havde tegnet en tegning, så var den ikke længere hans. Så var den fri og tilhørte verden. Men så kom dagen, hvor han fandt ud af, at han faktisk kunne tjene penge på sit tegnetalent, og så ændrede han syn på det der med, hvem tegningerne tilhørte. Det er sådan set også ok, synes Mathilde, han var jo idealistisk, men han skal jo også leve af noget.
“Fortællingen om Mathilde” blev skrevet d. 17. november 2014.
