En svale i hånden

Jeg ligger i sengen og plukker en svale ned fra himlen med min hånd.

Skyggen fra korset på graven bøjes mod træstammens grove bark, der vinkler den rund.

Leopold elsker sit smukke hus, mens Regina hader det.

Deres unge søn hænger katte på naboens dørhåndtag.

Masken er hvid af døden, der glider over hendes ansigt i takt med bølgernes bløde bevægelser.

Kirken synes lille, smal og bleg mod gadens røde huse, som knejser stolte og forsøger at overgå hinanden.

Hun er smuk. Hun er hans muse.
Deres blikke mødes, og gnisten er der. Han er dødeligt forelsket.

De er lykkelige.

Svalen er levende, baskende. Dens næb skiftevis åbner og lukker sig, som om den vil fortælle noget, men er for chokeret til, at noget kan lydliggøres.

Jeg slipper mit tag om dens spinkle krop og lader den flyve bort med vinden, der trækkes igennem saxofonens runde, bølgede form.