Efterårssommer eller sommerefterår eller somme… Det er sgu lige meget, hvad vi kalder det.
Det er varmt, fyldt med sol og varme smil, mens bladene gyldnes og rødnes. Jo, jeg bestemmer selv, hvad jeg vil kalde det. Jeg er voksen, så jeg bestemmer selv. Blev der sagt!
Nå!
Tung, kedelig rap i radioen, men smukt vejr på den anden side af vinduet.
Sad i en overfyldt kantine og spiste sund kantinemad.
De sad og talte sammen, jeg observerede; med snuden nede i en brochure fra kunstmuseet. Nogle gange er det knap så fedt at spise alene. Når jeg havde regnet med at være nærmest alene i kantinen.
Folk væltede ind. Snakkede, spise, snakkede. Fnes. Ikke over mig. Bare fnes. Sammen.
Lokalet er blevet opgraderet til brun. “Bronze” vil visse personer sikkert påstå. Og det er også godt nok, det må de da for min skyld gerne kalde det. Nuancer er det vi har til forskel, nuancer skal der til, for ellers ville alting være ens.
Og ens er kedeligt. Matchende. Uden spræl.
Jeg kan godt lide spræl. Spræl og farver og nuancer og nye ord, der bedre dækker det, jeg mener, end de gamle gør.
Og hvorfor så ikke tillade mig selv at lave nye ord? Jeg er jo voksen, så jeg bestemmer selv.
