William har fået øje på pigen Helena, som er den smukkeste pige, han har set. Og nu er han sikker på, at den eneste måde, han kan få hende til at lægge mærke til sig på, er ved at være som de seje drenge i klassen.
Så han gør, hvad han kan for at blive som dem: Han får nyt smart tøj, han stopper til rollespil og vil i stedet spille fodbold. Og så dropper han sin bedste ven, Kasper, for at være sammen med de seje drenge.
Men det går ikke som William ønsker. Han bliver i stedet til grin foran de seje drenge – og desværre også foran Helena.
William indser, at han ikke dur til at være nogen anden end sig selv og til at være ven med Kasper.
Og heldigvis er det lige netop det, som Helena godt kan lide. Hun kommer og spørger, om hun ikke må være en del af rollespilsgruppen, for dem synes hun er seje.
Tema: Selvværd vs. selvtillid
Begrebet selvværd er bogens hovedtema. William føler ikke, at han er god nok, som han er. Han tror ikke, at Helena synes, at han er noget særligt, og det bliver pludselig meget vigtigere for ham, end hvad hans bedste ven synes om ham.
Williams selvtillid fejler derimod ikke noget. Han kaster sig ud i de nye udfordringer, det kræver, at skulle være en af de seje drenge i klassen. Han forsøger at lære at danse hip-hop, og han synes selv, at det går meget godt.
Forskellen på selvværd og selvtillid er meget stor. William har meget selvtillid, men meget mindre selvværd. Og det er det der gør, at han vil prøve at være en anden.
Til sidst finder William ud af, at det er når han er sig selv, han er allermest interessant og spændende. Når han er den rigtige William, vil Helena gerne være sammen med ham.
Og så giver det også bare godt selvværd at have en ven som Kasper, der bare bakker én op og kan lide én, som den man er, uanset hvor dumt man opfører sig.
Vurdering: 9 – 11år.
Bogens tema om selvværd er relevant for børn i alle aldre, og jeg tror at også større børn, der med lethed kan læse bogen, vil få meget godt ud af at læse den.
Jeg vil mene at de rammer bogen foregår i, hvor børnene fx går i fritidsklub, er meget svarende for børn på 8-11år.
Dog vil jeg mene, at de handlinger William gør for at imponere Helena, måske nok indikere, at han selv er lidt ældre og mere moden. Så jeg vil sætte min vurdering til en alder på 9-11 år.
Bogens lix-tal er 19, hvilket svarer til en læse-egnethed for 3.-5. klasse.
Bogen “Den sejeste” er skrevet af Renée Toft Simonsen, udgivet af Politikens forlag, 2006, 40 sider.