I Kina spiser man hunde – og piger!
Anna er bedsteveninde med Aisha, som går i hendes klasse. En dag skal eleverne i klassen lave hver deres tegneserie om et land, de gerne vil besøge; Aishas tegneserie skal handle om Tyrkiet, hvor hendes forældre kommer fra, og Annas skal handle om Kina, hvor hun er adopteret fra.
På vej hjem fra skole fortæller Aisha Anna, at i Kina spiser man hunde! Og at kineserne også spiser piger, for dem kan de ikke lide!
Anna bliver frygteligt ked af det, Aisha siger. Hun løber hjem og lægger sig i sin seng, og hun vil ikke fortælle sin mor og far, hvad der er galt; hun kan ligesom ikke forklare det.
Den eneste der kan hjælpe Anna, er Bedste, som Anna snakker med om sin biologiske mor, Kina-mor, om Kina, og om alle mulige andre emner, som hun går og tænker på. Så dagen efter går Anna hjem til Bedste, og så vælter alle tankerne, om hvorfor hun er uvenner med Aisha, frem. Bedste er bare den bedste at snakke med, når der er problemer. De hygger, kigger på billeder og snakker om, at det ikke er rigtigt, at man spiser piger i Kina. Anna får det meget bedre af at snakke med Bedste, der lytter, forstår og forklarer.
Men hvordan skal Anna mon blive gode venner med Aisha igen?
Tema: Adoptivbarnets forhold til sit hjemland
I Malene Fenger-Grøndahls anden bog om Anna, har Anna fået en ny ven, Aisha. Anna og Aisha har meget tilfælles: de går i samme skole, bor på samme gade, og de har sort hår, da de begge to har et andet ophav end det danske. Pigerne har rigtig fundet hinanden og er blevet hinandens bedste veninder.
Men da Aisha kritiserer Kina, som er det land, Anna er født i, bliver Anna frygteligt ked af det. Hun føler Aishas ord som en personlig kritik, for Kina og kineserne er en stor del af Annas liv, og hvis Aisha kritiserer kineserne, så kritiserer hun jo også Anna og Annas biologiske Kina-mor. Men det er jo meget svært at sætte ord på den slags følelser, når man kun er 7-8 år, hvorfor Anna ikke vil (kan) fortælle sine forældre om det.
Som Anna selv forklarer det i bogen: ”Man ved jo ikke altid, hvorfor man er sur. Det må mor da vide. Nogle dage er man bare sur. Eller ked af det.”
Mange kinesiske piger er dygtige gymnaster, så Anna ville også gerne være gymnast, når hun blev stor. Men efter nogen overvejelse fandt hun ud af, at hun hellere ville være dyrlæge. Anna vil nogle gange gerne være som kineserne, men hun bor jo i Danmark, og så er det med at finde ud af hvem hun selv er, for hun er ikke ligesom kineserne, og hun er heller ikke helt som andre danskere. Anna er Anna, og det kan nogle gange være svært ikke at være som alle andre, men langt det meste af tiden, er det bare helt fint.
Vurdering: 6-10 år – og for alle andre
Endelig kom Malene Fenger-Grøndahls anden bog om søde Anna, der er adopteret fra Kina! Endnu engang har Malene ramt lige plet med både emner og beskrivelser, og bestemt også rent sprogligt. Hun forklarer, hvordan Anna tænker og føler, så man som læser selv kommer til at mærke frustrationerne, klumpen i maven og den forløsende glæde, præcis ligesådan som Anna oplever det.
Bøgerne om Anna er sande børnebogs-perler, der kan læses af alle, og selvom man ikke er adopteret eller kender nogen, der er det, så kan man sagtens forholde sig til det med at bliver uvenner over noget, ens venner siger til en, som så bliver ked af det, selvom det ikke var meningen.
Jeg vil klart anbefale ”Anna og Aisha bliver uvenner” til alle børn i 6-10 års alderen, samt til alle andre – det er en helt igennem dejlig bog.
Bogen er udgivet af CDR-Forlag – En bog af: Malene Fenger-Grøndahl og Annemette Bramsen, 2013, 61 sider.
