Afmagt, volapyk, en busk og solen

Nogle gange ved man godt, at den kommer. Afmagten. Og så er det ligesom at stjernen på træet tager over og tilsviner ordenes betydning i volapykens magt.
Som nu, hvor jeg faktisk havde tænkt mig at skrive noget smart, noget befriende og klogt men blev overrasket af de ord, der dukkede frem igennem fingrenes leg på tastaturet.
Nogle ord trængte sig åbenbart på for at blive skrevet, og hvad skulle jeg kunne gøre ved det? Ikke en skid.

Ofte er det bare sådan, at når man mest af alt ønsker at være fri og lykkelig, så vælter der et ordentligt læs lort ned fra himlen og rammer en med en så voldsom kraft, at man slås omkuld, og efter et kvarters søgen finder sig selv liggende halvt bevidstløs henne under busken, slået til næsten ukendelighed af det, der kom ned fra oven.

Kvalm, kvældende fornemmelse i mellemgulvet, der perforeres af knivskarpe bøgegrene med spidse ender. Der bankes og bankes ind i kødet. Det er umuligt at trække vejret end sige eksistere, mens det står på.

Og så, på nærmest magisk vis vækkes man af hånden fra sig selv, fra mig som sidder på hug ved siden af mig og taler blidt men bestemt og forsøger at få kontakt.
Man åbner øjnene og ser lige ind i sit eget blik og fornemmer, at jeg vil mig det godt.
Jeg tager hånd om mig selv og får mig op at sidde.
– Kom, siger jeg til mig. – Så kan jeg også godt stå op.
Og jeg kommer op at stå ved at holde mig selv i hånden, og jeg lægger armen om mig selv og får mig hen at sidde på en stol.
– Jeg er her, siger jeg til mig selv. – Jeg er her, og jeg går ikke fra mig. Jeg kan stole på mig. Jeg skal nok hjælpe mig igennem det her. Jeg gør det sammen med mig. Sammen med mig. Jeg er her.

Da jeg mærker hjælpen fra mig selv, tror jeg på, at jeg nok skal klare den. Jeg kan godt. Også denne gang.
Så jeg samler mig sammen og smiler lidt skævt til mig selv.
– Godt, siger jeg så. – Så gør jeg det!

Og solen skinner fra en skyfri himmel, der er så klar blå, at det er til at brække sig over.